Af Christian Hejbøl
”Livet er kaos!”, understreger godsejeren Frederik Schinkel (Simon Bennebjerg) gentagende gange i Nikolaj Arcels nyeste film, Bastarden. Alligevel føles alting opsat.
I 1755 er der endnu ingen, der har formået at dyrke den jyske hede. Men den fattige soldat, Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen), ser heden som en mulighed for at opnå rigdom og ære. Han har slået en handel af med kongens mænd; hvis han kan opdyrke den tilsandede jord, bliver han til en adelsmand.
Ludvig drager ud på heden og får overbevist en lille gruppe mennesker om sin mission. Den jyske hede er filmet som en amerikansk prærie i en western. Det lilla lyng og en uendelig horisont skaber rammen for den klassiske konflikt mellem natur og menneske.
Af alle udfordringer – den golde jord, vinterens kulde, pengeproblemer, sygdom og tyveknægte – er godsejeren Frederik Schinkel den største. Han mener, at jorden tilhører ham, og han vil gøre alt for at stoppe Ludvig i at nå sit mål.
Den evige kamp med heden fortsætter, og Ludvig får hjælp af præsten Anton Eklund (Gustav Lindh), husholderen Ann Barbara (Amanda Collin) og en gruppe lovløse-tatarer (et nomadefolk). De skaber sig en lille familie på heden, og adopterer endda tatarpigen Anmai Mus (Melina Hagberg) efter tartarene stopper med at arbejde for Ludvig.
Mads Mikkelsen er (altid) interessant at kigge på med sit koncentrerede og forpinte ansigt. Ludvig-karakteren kan sammenlignes med præsten Lucas (Elliott Crosset Hove) i Hlynur Pálmasons storslåede Vanskabte Land (2022). Et menneske, der trodser naturen for at ”kultivere” et område og i sin stræben efter at nå sit mål mister han alt andet.
I kontrast til Ludvig og Ann Barbaras hårde ydre minder Frederik Schinkel om en skurk i en Disney-film. Han er overdreven, sølle og ond for ondskabens skyld. Nogle gange tilføjer karakterens enkelthed filmen noget komik, f.eks. når han bliver gnaven, når folk tiltaler ham ”Schinkel” i stedet for ”de Schinkel”. Men det er til tider svært at tage filmen seriøst, når ’den onde’ opfører sig som et barn.
Det er måske også filmens primære bristepunkt. At det hele er lidt simpelt og sort-hvidt: Det gode mod det onde. Den rige mod den fattige. Mennesket mod naturen. Ambitioner mod kærligheden.
Klichéerne gjorde mig bevidst om, at jeg så en film. At det hele bare er sirupblod og en flot kulisse. Af samme grund mistede den ret fremtrædende vold sin tyngde. Torturscener, mord og spandevis af blod, men det føles teatralsk. Kameraet fastlåser sig på volden og råber: ”Se, blod!”.
De betagende billeder og den simple fortælling nedbryder spændingen; naturen føles idyllisk, ikke farlig. Og når vinteren kommer, ser den mere smuk end kold ud.
Kommentarer